Når man bevæger sig rundt i det danske land, kan man støde på skilte der forbyder Overnatning.
Skiltene er ikke særligt udbredte og teksten ses typisk på hjemmelavede skilte.
Derudover findes formuleringen fortsat i enkelte kommuners parkeringsbekendtgørelser.
Når begrebet overnatning kun ses på hjemmelavede skilte, så er det fordi begrebet ikke lovmæssigt er defineret nogen steder – og det med god grund.
Hvornår skal man ankomme, hvor længe skal man holde og skal man sove for, at der er tale om en overnatning.
Kombinationerne er utallige og fælles for dem alle er, at man altid vil kunne sige – hvad så hvis jeg kom 5 minutter senere.
Som det fremgår af ovenstående, er det stort set umuligt at definere hvad en overnatning er, ligesom det er umuligt at konstatere hvad der foregår i bilen, uden at krænke ejendomsretten.
Derfor er man som autocamperejer alene nødt til at forholde sig til, om man på et givent tidspunkt må parkere på det givne sted, eller om der er parkeringsrestriktioner, skiltet lovligt, som forbyder parkeringen.