Et kort mindre

DK-Stellplätze – Ny vin på gamle flasker, men nu uden ”Campingpas”

Det var foreningen DK-Camp der i sin tid ‘opfandt’ produktet Quick-stop tiltænkt de autocamperturister der enten er på gennemfart eller har tilbragt dagen andetsteds og søger ud på campingpladsen for overnatning. Prisen var lavere end for normal leje af en plads. Til gengæld kunne man tidligst ankomme efter klokken 20 og skulle tjekke ud senest klokken 10. De, der havde behov for ekstra faciliteter, kunne komme ud for at blive afkrævet ekstra – f.eks for strøm, vand etc. Det gav god mening – der er store forskelle på de enkelte autocamperturister og dermed forskelle i behov. 

Jeg har dog aldrig hørt en autocamperturist rose produktet. Der var to væsentlige indvendinger før det kunne opfylde et behov. For det første betød det sene ankomsttidspunkt at aftensmaden skulle nydes andetsteds. Ingen vin/øl til maden, i al fald for den ene i bilen, ikke tid til aftenkaffen under markisen, fordi der skulle køres nogle kilometer først. Det andet var kravet om forevisning af Campingrådets CKE-kort (det såkaldte ‘campingpas’). Dels er der kun godt 20% af danske autocampere der er i besiddelse af det (og nok færre udenlandske), dels er der i autocamperkredse en modvilje mod CKE-kortet der var med til at finansiere Campingrådets kamp mod den frie ferieform – senest mod gratis primitive overnatningspladser, en kamp som hverken DK-Camp eller DCU kunne støtte op om.

Nu erstattes “Quick-stop”-konceptet så med DK-Stellplätze. Er det anderledes? Er det bedre? Ja, enkelte campingpladser fortsætter med tidsbegrænsningerne fra Quick-stop, men de fleste synes at give fri adgang. De andre forhold ser ud til at være uændrede. Ophold udenfor eller indenfor bommene, lavere pris for vogn + to voksne, måske mindre parceller med egnede tilkørselsforhold og underlag. Ekstrabetaling for yderligere ydelser kan forekomme.

DK-Camp lover “fuld overblik over ydelser og priser”. Et par stikprøver viste dog at der var plads til en lille forbedring på det område, men det kommer nok. Een oplysning manglede dog fuldstændigt. Krav eller ikke-krav om CKE-kort. En opringning til DK-Camp i Vejle gav dog svaret. “Det er aftalt med Campingrådet, at det er op til den enkelte campingplads, om de vil sælge CKE.kort eller ej.” Det betyder også, at der er campingpladsens eget valg om de vil modtage gæster uden dette kort.

Det tyder på at de to væsentligste indvendinger mod ‘Quick-stop’ nok med ‘DK-Stellplätze’ er forsvundet de fleste steder – ankomsttidspunktet og CKE-kortet. Du kan stadig være ude for krav om forevisning af CKE-kortet, men hvis du insisterer, så kør bare et andet sted hen.

Navnet ‘DK-Stellplätze’ virker ikke så seriøst – mest som reklame / forvirring af turisterne. Det er ikke en stellplads som jeg opfatter begrebet. Efter min opfattelse er og bliver det en campingplads, men dog en campingplads der har taget hensyn til mange af de særlige behov der findes i autocamperkredse. Men som sådan hilser jeg ændringen velkommen som et bedre tilbud blandt den række af muligheder den frie autocamperturist efterspørger.

Kilde: https://goo.gl/qXWczC samt telefonsamtale.

Forfatter: Henrik Krebs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BLIV INFORMERET

Du modtager - information når der sker vigtige ting i ind- og udland, som vedrører dig som autocamperejer.

Du modtager ikke - foreningsnyt og anden information som kun vedrører foreningen

Du modtager ikke - reklamer

Tilmeld dig her

Du kan - til enhver tid selv afmelde dig listen igen

Seneste nyt

Newspaper WordPress Theme

Læs også

DFAC