IndholdRejseoplevelserAktiv ferie ...

Aktiv ferie …

... og total afslapning

Som aktiv i DFAC kan man godt kombinere foreningsarbejdet med ferien. Vi fik anvist de skønneste pladser i Kerteminde kommune fra et lokalt medlem og prøvesov dem. Mødte Borgmester Kasper (Ejsing Olesen) og andre venlige mennesker – og får alt betalt på samme vilkår som formanden – 0 kr. 😊

Ud over, at Lejf og jeg, sammen med et andet medlem fra den ”fynske træfgruppe”, skulle se på lokaler på Fyn til Fødselsdagstræffet d. 8-10. oktober, stod planen på ren ferie. Dog måske med en afstikker til Tønder, på grund af deres parkeringszoner på Rømø og langs Vadehavet, og måske med en snak med den afdelingsleder i kommunen, der først i juni lovede os svar indenfor en uge på en henvendelse i marts om P-zonerne og parkeringsbekendtgørelsen for Rømø. Det svar venter vi stadig på.

Men dagen før afgang, havde Fyens Stiftstidende en artikel om at 3 campingpladser var kede af at så mange autocampere parkerer på Kerteminde Lystbådehavn, fordi de tror, at de mister omsætning herved og at Borgmester Kasper Olesen ikke kunne få øje på løsningen.

Det ville vi i DFAC gerne hjælpe med, og Borgmesteren var meget positiv, da vi ringede, så vi aftalte et møde ugen efter, hvor vi lovede at have fundet en række gode steder, hvor autocampere kan parkere og sende ham materialet på forhånd.

Flere af vore medlemmer på Fyn er meget interesserede i historie og i naturen og havde alle forudsætninger for at udpege dejlige steder, som vi kunne anbefale Borgmesteren – desuden fandt vi et par ideer til pladser nær Kerteminde by. Men for at kunne anbefale stederne til Borgmesteren, måtte vi jo checke dem – og så er det godt, at vi sover middagssøvn, for så kunne vi jo kvalitetssikre 2 pladser pr. dag 😊.

Kerteminde kommune er en fantastisk oplevelse med masser af små landsbyer med kirker og bindingsværkshuse – og snævre gader, der leder tankerne tilbage til den tid, hvor biler var en sjældenhed – eller slet ikke eksisterede.

En artikel (for abonnenter) på Fyens.dk indeholdt, at Greve Niels Reventlow ikke ønskede at autocampere overnatter på hans jord langs Bøgebjerg og Måle strande, og vi fik en god snak med Greven, der slet ikke er ked af, at nogle autocampere overnatter langs stranden. Men der holder nu så mange autocampere på strækningen, at andre mennesker ikke kan få den adgang til naturen, som er tanken bag vores lovgivning om Kystzoner og deres anvendelse. Vi talte om, hvordan han bedst kunne regulere parkeringen, hvilket han som grundejer har ret til at gøre.

Vores oprindelige opgave var jo at kigge på lokaler og P-pladser til Fødselsdagstræffet – vores første årstræf i 2 år – men vi aner jo ikke, hvor mange medlemmer, der deltager, og heller ikke, om der igen indføres afstandskrav på grund af Coronaen. Så vi har måttet fravælge mange dejlige steder, der ikke helt havde kapaciteten – fordi vi så nødigt sige ”nej” til medlemmer på grund af pladsmangel. Allerede i juni var vi i træf-gruppen rundt at se på en række lokaler, og nu besøgte vi igen Nyborg og Svendborg.

Denne gang kom vi ”i mål” og Fødselsdagstræffet 2021, d. 8-10. oktober bliver på Rævebakkeskolen i Nyborg.

Undervejs var der dagevis med småture i det Sydfynske – ren afslapning langs strandene og i havne med udsigt til den flittige sejlads i øhavet syd for Fyn. Her fik vi tid til at filosofere lidt:


Hvem har besluttet at synet af et sejlskib med hvide sejl – mod blå himmel og tilsvarende hav er smukt – mens hvide autocampere, der er parkeret i samme perspektiv, ikke er det?
Hvorfor er friheden på havet mere legal end friheden på landjorden? Masser af sejlere lever i bådene og sover, mens de ligger for svaj eller i havnen, og det er der ingen, der gør af!
Hmmm.

Mens vi holdt nær Svendborg, kom et mobilt klokkespil og parkerede på den modsatte side af vejen – og Lejf fik sin yndlingsmelodi spillet på klokker – det var smukt! Det var organist og klokkenist fra vor Frue Kirke i Svendborg, Povl Christian Balslev, som kører rundt med sit 10 tons tunge klokkespil på en lastbil og spiller Højskolesange m.m. Han skulle lige varme lidt op til aftenens koncert på Jessens Mole i Svendborg.

Restauranterne var lukkede, da vi endelig fandt en P-plads i Svendborg, men dagen efter tog vi revanche og fik besøgt byen i bygevejr, der jo gav ekstra mange besøg i cafeer og butikker. Desværre siges det, at cirkuspladsen, hvor vi holdt (55°03’46.6″N 10°36’59.5″E, 55.062947, 10.616540), snart skal bruges til byggeri. Hvor mon man så kan holde med sin camper tæt på byen, mens man oplever den?

Fra fastboende nær Svendborg hørte vi om en ny havnecafé i Falsled, Vandkanten, der skulle have lidt spændende mad. Det måtte vi prøve, og vi tog en overnatning blandt andre hyggelige autocamperfolk i Falsled Havn. Maden var OK – men til gengæld var øllerne fra Midtfyns Bryggeri, noget særligt, så bryggeriet blev vedtaget som et senere mål på turen.

Det var lummert og vejrudsigten lovede masser af regn i den sydlige del af Fyn – så vi kørte til Bogense, til tørvejr – troede vi. Men det var trods alt bedre her, end i Assens som fik dobbelt skybrud kort efter vi var kørt.

Vi holder meget af Bogense og det meste af Jyttes pæne tøj er købt dér, så forventningerne var høje. Og så dumpede vi helt tilfældigt ind i årlige Rosenfestival – og også helt tilfældigt ind i en stor gruppe autocampere, der netop var i Bogense af denne årsag. Her var mange kendte ansigter, og vi fik sludret hyggeligt mellem bygerne.

Der var masser af musik i byen, og vi faldt for et rigtig godt orkester undervejs, som gerne ville spille til vores Fødselsdagstræf. Men fornuften sagde ”nej”, der er stadig Corona i omløb – og det er svært at danse på afstand.

Når vi kører i udlandet, besøger vi ofte små restauranter, værtshuse og lokale forsamlingssteder for at få fornemmelse af, hvordan det er at være fastboende i det område, hvor vi parkerer for natten. Sådan et spændende sted fandt vi i Gluds Café i Ringe, og vi nåede lige at få en øl hver og en fremvisning inden de lukkede for aftenen. Stedet er specielt, fordi man gerne må have sin egen mad med – og tilmed kan låne bestik og tallerken, og indretningen med forskellige gamle møbler fra genbrugsforretninger og de aktiviteter, der finder sted i cafeen for mange aldersgrupper, gør den ret anderledes og spændende.

I mange af de mindre samfund langs landevejene på Sydfyn så vi en del godt brugte tricykler placeret nær vejen, formentlig fordi beboerne forsøger at få bilisterne til at sætte hastigheden ned. Men de lokale, fartglade bilister, som har set dem før, reagerer så nok ikke den dag, hvor der faktisk er et barn ved tricyklen.

Vores tur på Fyn sluttede, hvor vi startede, ved Minigolfbanen i Kerteminde – der er ret udfordrende, men lidt slidt. Og vi havde et rigtig godt møde med Borgmester Kasper Ejsing Olesen, der havde forberedt sig godt og også selv havde overvejet flere steder, hvor autocampere kunne parkere i kommunen. Sammen med kommunen satser vi på, at Kertemindes kønne områder fra næste år udnyttes langt bedre, så autocamperturister kan finde gode pladser rundt om i kommunen til gavn og glæde for alle parter.

Vi har virkelig nydt turen på Fyn og kunne godt bruge 14 dage mere her, hvor rigtig mange landmænd har sået blomsterfrø mellem vejen og markerne og flere brakmarker er tilplantet med blomster. Mange tak til jer for en meget smuk tur!!! Der blev ikke tid til besøg i Tønder – det må vente til en anden gang!

0006-Lejf og Jytte

Seneste nyt

Newspaper WordPress Theme

Læs også

DFAC