IndholdFAQ12 Overvejelser før du køber camper

12 Overvejelser før du køber camper

Tekst: Søren Dalsgaard, Autocamp

Du foretager dig en større investering, når du køber en campervan eller autocamper. Her får du 12 spørgsmål, der hjælper dig med at blive klar til mødet med forhandleren, så I i fællesskab kan finde den helt rigtige camper til dig.

1. Hvor mange skal I på tur?

Vil I have fat i en camper til 2 voksne – eller skal I have sovepladser til 3 eller 4 personer? Det har betydning for, hvilken vogntype, størrelse og model, I skal gå efter. Her er nogle eksempler:

Der er plads til flere i en alkovemodel (Foto: Adria)

1-2 voksne, der vil have vognen for sig selv, har frit valg på ’alle hylder’. Hvad vil I bruge camperen til? Hvilket behov for plads har I? Og hvad må den koste?

2 voksne, der vil have plads til 1-2 overnattende gæster, bør kigge på en campervan med dobbeltseng i hævetaget eller en større hel- eller delintegreret autocamper.

Børnefamilier med flere end 2 børn kan ikke være i en campervan. Derimod er en alkovemodel med 6 sovepladser en oplagt løsning. Nogle del- og helintegrerede autocampere kan leveres med 5 sele- og sovepladser.

2. Vil I køre hele året?

Mange autocampere er så godt isoleret og har effektive varmesystemer, at de kan køre året rundt og blive jeres rullende skihytte. Andre vogne er knap så velegnede til vintercamping. Vinterbrug kræver vintertøj og støvler. Det fylder mere, og man tilbringer flere timer inde. Derfor er vognens rummelighed vigtig.

3. Hvor lang tid vil I være afsted?

Tænker I at køre i flere måneder ad gangen og fx overvintre i Spanien eller Portugal, eller vil I primært tage på weekendture og holde 1-2 ugers camperferie i Danmark? Eller måske en kombination? På længere rejser har man mere udstyr med. Se på vognens størrelse i forhold til jeres livsstil.

Alt tæller med i bilens totalvægt. (Foto: Adria)

4. Vil I have meget udstyr med?

Vil I surfe, spille golf, cykle, dyrke vandsport eller stå på ski? Selvfølgelig ikke alt på samme tid, men husk, at I også skal have plads til campingbord, stole, grill og andet, man bruger på rejsen.

En udvendig cykelholder frigør meget plads inde i vognen, og det er vigtigt at huske på, at mængden af udstyr også har indvirkning på vognens samlede vægt.

5. Hvad betyder rummelighed for jer?

På en regnvejrsdag tilbringer man mere tid inde end ude. Hvor meget plads har I brug for, når I laver mad, spiser, læser, spiller spil eller ser film? Mærk godt efter om I føler jer hjemme, når I sidder i vognen. Forestil jer at I er på rejse og lad som om, at I laver mad, er på toilettet osv.

6. Hvor stor må vognen være?

Hvis I bor i en by uden egen p-plads, skal I gå efter en City Camper med hævetag fra f.eks. Bürstner eller Laika. De mindste er blot 5 meter eller 5,3 meter i længde, hvis der skal være indbygget wc i.

De lidt større campervans er også oplagte. De bygges i kassevogne og fås i 3 længder: 5,4 meter, 6 meter og 6,4 meter. De er smallere og lavere end større autocampere og derfor lettere at parkere i byer.

7. Hvordan vil I sove?

Foto: Adria

Vil I sove i samme seng, eller foretrækker I enkeltsenge? Hvor lange skal sengene være? Nogle vogne har enkeltsenge på langs og kan ofte omdannes til en stor dobbeltseng.

Andre har en dobbeltseng på tværs. Det betyder, at den inderste af jer skal kravle over den anden, hvis man skal op i løbet af natten. Afprøv sengene så I ved, at de er lange nok, og at madrassen føles rigtig. Mange supplerer med en topmadras, der giver en tornerosesøvn på rejserne.

8. Hvor stort skal jeres køkken være?

Elsker I at lave mad med lokale råvarer fra markedet? Eller spiser I helst ude? Hvor stort skal køleskab og fryser være? Er der bordplads nok? Skal der være ventilator i loftet til udluftning?

En udebruser er god om sommeren – men kold om vinteren. (Foto: Bürstner)

9. Hvordan er pladsen til wc og brus?

Næsten alt er mindre i en autocamper, fordi vi bestræber os på at få mest mulig komfort presset sammen på få kvadratmeter. Det gælder også bad og toilet. Nogle vogne har lettere adgang til et brusebad end andre. Flere har tilslutning til udebruser.

10. Hvor stor motor har I brug for?

Vil I køre langt? Skal I køre bjergkørsel?
Hvis jeres marchhastighed er over 100 km/t, skal I kunne overhale lastbilerne. 120 eller 140 HK er standard i mange vogne. Er det nok, eller vil I have en større motor?

11. Manuelt gear eller automatgear?

De nye autocampere er udstyret med enten 6 manuelle gear eller automatgear med 9 gear og dobbeltkobling. Automatgear bliver mere og mere populært, fordi camperen både er lettere og mere behagelig at køre, og det tillader føreren at slappe mere af på langture. Man mærker også forskellen ved kørsel i kø og i storbyer.


12. Hvilket udstyr skal camperen have?

En markise giver skygge og hygge, og den forlænger opholdet udenfor. Vil I ofte campere i det fri, vil det være oplagt at få solceller på taget og et ekstra batteri. Et vandfilter sørger for rent drikkevand. Vil I dyrke vintercamping, kan et dieselfyr være en god løsning, så I ikke skal skifte gasflasker ret tit. Hvis I griller meget, er et gasudtag lettere at bruge end en gasflaske. En udvendig bruser er god til at skylle saltvandet væk og til at rense udstyr med. Har I brug for en internetløsning i vognen?

Mange autocampere er så godt isoleret og har effektive varmesystemer, at de kan køre året rundt og blive jeres rullende skihytte. (Foto: Adria)
Tidligere artikel
Næste artikel

BLIV INFORMERET

Du modtager - information når der sker vigtige ting i ind- og udland, som vedrører dig som autocamperejer.

Du modtager ikke - foreningsnyt og anden information som kun vedrører foreningen

Du modtager ikke - reklamer

Tilmeld dig her

Du kan - til enhver tid selv afmelde dig listen igen

Seneste nyt

Newspaper WordPress Theme

Læs også

DFAC