Forårstur Sardinien 2016
Ankomst Sardinien d. 20. februar, afrejse d. 4. marts.
Ved ”flugten” fra det autocamper-uvenlige Korsika ankom vi med færgen til S.Teresa di Gallura på Sardiniens Nordkyst ved 18-tiden.
Herfra kørte vi til en gård, som Jytte havde fundet i den italienske fortegnelse over bondegårdspladser ”Fattore Amico” – en plads som ejes af Alberto Pesenti. Lejf kørte, det var mørkt og det var en snoet vej hvor de ca. 45 km tog ca. 1½ time (indkørsel ved N40,98856° Ø09,13547° – eller N40°59´18,82”, E9°8´7,69”).
Klokken var ca. 19.30, da vi ankom. Jytte havde ringet til ejeren allerede fra Korsika, og det var meget søde mennesker som tog imod os – men på vejen ind ad den meget lange indkørsel, fik vi ridset bilen af nogle skarpe grene. Undervejs måtte Lejf dytte af ejerens køer, der stod og sov midt på grusvejen – de var lidt træge til at vågne og flytte sig.
Pladsen, vi skulle holde på, lå lidt borte fra gården nede i en lille dal. Alberto kørte foran i en godt brugt varevogn for at vise os til rette.
Der var strøm på pladsen, men vi ville ikke holde dernede hvor strømmen var, for der var stejlt med og lidt blødt, og vi havde jo masser af strøm på vognen. Vejen fra deres hus til pladsen var meget stejl og snoet, og Jytte havde om natten mareridt om, at vi ikke kunne komme op igen. Pladsen (N40,99553° Ø009,12687°, eller N40° 59´ 43,9” Ø9° 7´ 36,7”) ligger i ca. 500 m højde og for en sikkerheds skyld brugte vi propan om natten.
Alberto viste i mørket Jytte en masse af sine projekter som han var ret stolt af – men hun kunne ikke finde dem alle sammen dagen efter, da også Lejf skulle se dem.
Det blev søndag d 21. februar, og temperaturen kom ikke under 5 grader om natten, det blæste en hel del, men vi lå i læ, og næste morgen vågnede vil til sol og varme, og temperaturen kom op på ca. 20 grader inden vi kørte.
Alberto kom i sin afrakkede varevogn og så til os. Lejf fik forklaret, hvornår og hvordan man startede med at skrælle korken af træerne. Han ville ikke have noget for, at vi holdt der, på trods af at han levede af turister.
Trods Jyttes mareridt, kørte Lejf bilen fint op ad alle bakkerne og ud gennem indkørslen – hvor Jytte ”kom til” at klippe lidt af den busk, der havde ridset vognen dagen før.
Vi sigtede efter en autocamperplads i Castelsardo, og kørte via Porto Torres, fordi der jfr. Campercontact´s app måske var en plads dér, men det var en ”and”. Så vi kørte langs kysten på en snoet vej til Castelsardo. I byen var der henvisningstavler til P. for store vogne og AC og campingvogne fremad.
CamperContacts app guidede os, at vi skulle 16 km yderligere ud for at finde pladsen. Undervejs havde vi været frem og tilbage og vendt i byen et par gange, fordi der skulle være en plads – men på vej ud af byen fandt Lejf en fin oplyst P-plads.(N40°54’40,4’’ Ø008°43’21,3’’). Og sandelig viste det sig, at det netop var den plads, der var i Campercontact – dens kort-guide var ”bare” forkert. Den var rigtig smart, for der var små båse med hvide striber på skrå – og store båse, som vi kunne være i, malet med lyserøde streger og med havudsigt.
Der var ikke mulighed at tømme toilet på pladsen, men vi havde set, at der i Sedini (N40°51’20,3’’ Ø008°49’004’’) var en fin plads med faciliteter, så der kørte vi til næste morgen.
Sedini er ikke nogen stor by. Autocamper pladsen ligger ved en meget forurenet branddam, eller gadekær, men trods forureningen boede der en masse larmende frøer i vandet og på skråningerne, der flød med affald. Men byen var hyggelig, og havde bl.a. et supermarked, som vi fik brugt grundigt. Byen lå over flere niveauer, så det gav god motion.
Vi havde i Politikkens rejsebøger læst en del om Sassari, så det var vores næste mål.
Det var noget vanskeligt at finde en parkeringsplads. Til sidst fandt vi et ved et supermarked noget fra centrum, hvor vi parkerede vognen efter at have handlet, så vi fik dagens motion. Sassari er et besøg værd, men da vejret var koldt og blæsende, var vi ikke der så længe. Skulle vi komme til Sardinien igen, er det absolut en by vi vil se igen.
Derpå kørte vi til Alghero,hvor vi ankom vi efter det var blevet mørkt. Vi fandt en p-plads som også var for autocampere. Men der var et skilt med en kranvogn som fjernede biler, der var også en tekst på skiltet og tidspunktet kl. 8 – 15. Via ordbogen fandt Jytte ud af, at der stod, at parkering var forbudt hver onsdag formiddag, og vi gættede på, at pladsen var reserveret til et marked. Vi fandt et sted på gaden ved siden af en ambulancestation, hvor vi kunne parkere for natten.
Om morgenen den næste dag var der travl trafik på den gade vi holdt på, og vi havde gættet helt rigtigt: Der var marked! Det største vi nogensinde har været til! Og godt at vi ikke havde parkeret dér, hvor vi ville have gjort det, for det var midt på markedspladsen.
Der blev solgt næsten alt på markedet: Fødevarer, tøj, nips og dimser – selv ovne og varmegenvindingsanlæg.
Der var friske, sorte oliven, og Jytte var i tvivl om, hvad man skulle gøre med dem, og om de bare kunne spises. En venlig dame gav hende én at smage, og den var stygt sur og besk. Så fortalte damen (vist nok, for hun kunne kun italiensk) at de skulle saltes og i ovnen i flere timer – sådan opfattede Jytte det i hvert fald. Så vi droppede at købe friske oliven, men til gengæld fik vi fik købt den lækreste Sardinske Alghero ost, som vi nød længe efter.
Efter frokost gik vi ind til centrum og til havnen og den gamle bydel. Det var en meget lang tur! I havnen var der en gigantisk parkeringsplads, hvor vi snildt kunne have kørt ind til (der var godt nok nogle skilte, som måske sagde, at vi ikke 
måtte, men der var en anden AC på pladsen). Vi gik i gang med at lede efter de tømmefaciliteter, som jfr. vores GPS skulle være her – vi gik længere og længere ude på molerne, og fik snakket med en masse mennesker, men uden resultat. Til gengæld fik vi set den gamle bydel, hvor vi ikke fandt koralmuseet, men til gengæld en masse smykkebutikker med helt fantastiske koral-smykker og gamle krigsvåben til at smide alt muligt i hovedet på eventuelle angribere af øen.
Vi var godt trætte og tog en taxa tilbage til autocamperen – dét var luksus!! Vi fik en middagssøvn og var ude at handle og fandt derpå en P-plads under en lygtepæl, hvor vi sov.
Dagen efter var vi ved havnen igen, denne gang med camperen, og der kom en mand og tiltalte os på dansk, og han fortalte på næsten fejlfrit dansk, at han for 30 år siden havde arbejdet i København. Han havde en bar lige ved parkeringspladsen, som vi havde holdt på denne nat, han havde set os der.
Vi havde lige fyldt vand på camperen fra en hane i toilet bygningen, (efter at have aftalt de med de lokale folk, der holdt til på stedet), og vi fortalte ham, at det var vanskeligt at få vand i byen – hvortil han svarede, at vi kunne have fået det hos ham.
Skulle vi komme der en anden gang og mangle vand, vil vi spørge ham.
Vi ville ned og se Bosa. Lejf havde læst, at husene skulle være mangefarvede, og at man ikke måtte ændre på farven. Men vi fik ikke set byen, for der var AC-forbud ved havnen og vi fandt ingen steder, vi kunne parkere vognen, så vi kørte igen.
Vi kørte ud mod Oristano, som er en af de byer, hvor der skulle være AC-plads med tømme faciliteter og vand. Vi kørte forbi stedet, men der holdt en masse biler, og så prøvede vi at finde en plads ude ved vandet i Torre Grande. Her var der kønt, men der var P-forbud alle spændende steder og ingen AC- plads – det var forståeligt nok, for det var små, smalle og blinde villaveje.
Vi havde også kørt forbi en åben restaurant ved navn ”Cologó” (dem er der ikke mange af om vinteren) (N39°54’40,6’’ Ø008°31’57,6’’). Restauranten har en stor P- plads, og da vi havde vendt ude i Torre Grande, kørte vi derind for at høre, om vi kunne overnatte på pladsen, hvis vi spiste på restauranten. Og da Gabrielle, som tog imod os og hjalp os på udmærket tysk, havde checket med sin chef, som havde ringet til ejeren af parkeringspladsen, havde fået OK, gik vi ud i bilen og slappede af og ventede til restauranten åbnede.
Det viste sig at være restauranten hvor folk fra hele oplandet kom. Vi var godt nok nogle af de første, men inden vi fik set os om, var der fuldt af mennesker, det var forståeligt, for maden var rigtig god. En spændende oplevelse af landliv på Sardinien. Vi havde været i tvivl om ”dresscoden”, så vi havde klædt om, men det viste sig at være helt unødvendigt.
P pladsen var indhegnet og lågen blev låst om natten. For en sikkerheds skyld fik vi Gabrielles telefonnummer, så vi kunne blive lukket ud, men alt var åbent, og havefolkene i gang, da vi vågnede dagen efter.
Inde i Oristano lykkedes det næste morgen d. 26. februar at finde en tømmeplads, som vi havde på GPS´en, det var på en busholdeplads, og vi fik tømt begge kassetterne (vi har altid 2 med), så kunne vi klare os igen. Men ville ikke bruge vandet til tanken, fordi hanen var inde i WC-boksen.
Vi havde læst om en gruppe Nuraghe-tårne/Nuraghe-borg som ligger i byen Barumini, inde midt på øen, oppe i bjergene.
Der skulle være flere AC-pladser i de nærliggende byer, og vi valgte en AC-plads i byen Albagiara (N39°42’39,2’’ Ø008°57’41,1’’) med faciliteter. Den så meget lukket ud, da vi kom efter en oplevelsesrig tur ad ”hvide” snoede veje med plads til én autocamper – og med modkørende busser ind i mellem. Lejf havde en fantastisk udsigt – Jytte så mest på asfalten. Nok så pladsen lukket ud, men der var et telefon nr. man kunne ringe til. Jytte snakkede lidt med nogle unge mennesker, der mødtes vindue til vindue i deres biler, og snakkede dér i timevis på pladserne i byen. De var meget søde og hjælpsomme.
Jytte ringede på nummeret, og fik at vide, at vi kunne trække porten til side og køre ind. Lidt efter kom der en mand og lukkede op for strømmen, han fik de 3€ det kostede at holde om natten incl. tømning og vand. Der var strøm, men det virkede ikke – og da vi har solceller, var vi egentlig ligeglade.
Nuraghe-ruinen Su Nuraxi ligger kun 10 km fra pladsen, den regnes for Sardiniens største Nuraghe, og den er under Unescos beskyttelse som verdens kulturarv.
Nuraghe-ruinen var utrolig interessant at se. Guiden havde vist stedet frem i 26 år, så han vidste meget. Han understregede at Nuraghe´erne nok var byggemetoden dengang, og at denne byggemetode var blevet brugt på mange måder, både som fæstning og alle andre formål. I denne fæstning var 4 Nuraghe´er bygget sammen og senere forstærket af en udvendig mur for neden, der umuliggjorde både udsigt og indtrængen og gjorde, at adgangen skete gennem en indvendig trappe.
Trappen inde i ruinen var meget stejl med høje trin, og Jyttes rygsæk stødte på loftet på vejen op – desuden var der gange imellem murene, der var særdeles smalle og ufremkommelige. Det har næppe været en fornøjelse at bo der. I hver Nuraghe var nicher til at sove i, og der havde været flere etager.
Der findes over 7.000 nuragher på Sardinien. Man mener, at mange nuragher var forsvarsværker til beskyttelse af befolkningen.
Bagefter besøgte vi et museum i en gammel bygning, bygget på toppen af en enkelt Nuraghe, og dette kunne man se ned gennem gulvet, der delvist var lavet af tykt glas, og delvist var fjernet, så man kunne se fundament og afstivninger.
Det var ved at være tid til at få vasket, så vi satte kursen mod den eneste campingplads, der var åben, og havde aftalt med campingpladsen at vi kom.
Vi kom nogle timer senere frem til campingpladsen i Porto Corella ved Villaputzu, (N39°26’30,5’’ Ø009°38’14,5’’) end vi havde varslet, vi skulle lige handle et par steder undervejs, og vi fik kørt en omvej. Der var ikke nogen til at tage i mod os, og da vi ringede igen, fik vi at vide, at vi bare kunne køre ind, porten var åben, og finde en plads, og så kunne vi ses næste formiddag.
Der var vaskemaskiner på campingpladsen og de skulle virke fint – der var til gengæld ingen tørretumbler. Men campingmutter vidste, at der var et vaskeri overfor et hus med en række buer inde i Villaputzu, så næste morgen betalte vi og stemplede ud (8,5€!!!), sagde, at vi nok kom igen – og kørte derind.
Og vi fandt ret let vaskeriet – som var lukket. Jytte som var udsendt, mens Lejf holdt ulovligt i camperen, snakkede med et par unge piger, der tolkede skiltet på døren som, at det åbnede igen efter siestaen kl. 17.30.
Imens tog vi en middagssøvn på torvet, og vågnede ved en masse trasken og mærkelig mumlen. Det viste sig, at vi holdt midt i et begravelsesoptog, der var på vej på tværs af pladsen – så vi dukkede hovederne og smugkiggede på de flotte dragter, som præsterne og messedrengede havde på og de faner, de bar.
Da det var ved at være tid, var det denne gang Lejf, der skulle på opdagelse, og han kom sejrsstolt tilbage og havde aftalt en pris med vaskeriet, damen derhenne kunne lidt engelsk. Tøjet skulle blot afleveres og vi aftalte, at det skulle vaskes i vores vaskepulver (Jytte har allergi mod ret meget). Prisen blev aftalt til 35€. Da vi hentede det dagen efter, var det lagt sammen, samtlige knapper var knappet og lynlåsene var lukket. Flot arbejde!
Vi kørte udenfor byen mod Muravera, fordi der her skulle være en hel del overvintrende pelikaner. Vi kørte frem og tilbage ved sumpområderne uden at se én eneste pelikan, og byen så lidt kedelig ud, så vi vendte om, og kørte nordpå og ind i bjergene mod Dorgali, en by, som Lejf havde læst, skulle ligge meget kønt og have et spændende museum. Der skulle desuden være 1-2 autocamperpladser.
I begyndelsen var det alle tiders vej – nr. 125, som vi havde fulgt helt fra Cagliari-området, men den blev tiltagende snoet, og bjergsiderne nedad stadig stejlere. Det var en hård tur for Lejf – og en meget smuk tur for Jytte, der for en gangs skyld fik udsynet over bjergene og ikke kun vejen, og vejret var fint.
Fra Villaputzu til Dorgali er der ca. 130 km. Og da det var kørsel med en hastighed på omkring 30 km/timen, tog turen nogle timer.
I Dorgali mødte vi AC og lastbilsforbudsskilte ved en masse indkørsler til byen og blev enige om, at der måske var en grund til det. Der skulle være to AC-pladser langs en ringvej om byen. Den første AC plads eksisterede ikke, men det gjorde den anden. Det var en privat AC-plads bag et hus,(N40°17’49,5’’ Ø009°35’21,4’’). Der var tømning og vand og en masse rod. Først var Jytte ikke vild med den, men da vi havde kørt lidt rundt og set, at det var umuligt at parkere nogen andre steder, tog vi den.
Vi kunne parkere for7€ med tømning men uden vand, og det var så OK. Der blev lynhurtigt ryddet op inden vi kom ind med bilen.
I huset, som vi holdt bagved, var der en cafe som hed Pub Rock Caffe.
Efter aftensmaden var vi inde på cafeen og få et par gode lokale øl. Der er wi-fi, måske det kunne lade sig gøre næste dag at holde DFAC- bestyrelsesmøde dér – for internettet var meget slattent i området.
Friske og udsovede næste dag måtte vi ind og se, hvorfor man ikke vil have lastbiler og autocampere ind i byen – og finde museet, som Lejf havde set, skulle have en spændende udstilling. Vi fandt museet efter en forespørgsel – vi stod lige ud for det, men det var under renovering og var lukket. Men så kiggede vi i stedet på byen og der var virkelig gode grunde til at, vi ikke skulle køre derinde. Både bredden og højden var nogle steder stærkt begrænset, og meget stejle gader – spændende – men kun til fods!!
Om aftenen var Jytte inde i Pub Rock Caffe og brugte deres Wi-Fi og strøm til DFAC bestyrelsesmøde på Skype. Jytte fik skyllet halsen godt – Lejf kom forbi ind i mellem og skyllede med – kom med friske forsyninger og det gjorde bar-damen også. De andre til mødet var lidt misundelige – de havde slet ikke samme service ;-). Til sidst var støjniveauet i barlokalet dog så højt på grund af en spændende fodboldkamp i TV, at mødet måtte hæves.
Lejf havde en oplevelse i cafeen af den sjældne slags. Da han på et tidspunkt kom ind til cafeen, mødte han en del gæster, som stod udenfor og røg. Da han kom indenfor så han, at der lå en tegnebog og nogle nøgler på et bord – og ville have afleveret det i baren – indtil han så, at der alle steder lå telefoner, nøgler og tasker og flød, mens folk var ude at ryge. Dén tillid møder man nu alene i så små samfund – der var milevidt til næste by.
Det havde været en lang dag – og et langt møde, så nu var det sengetid!
Vi havde læst en del om Nuori, og synes ikke, at vi ville tage derhen, så vi besluttede at køre til Olbia og høre på færger. Efter ca. 3 uger på øer, var Lejf ved at have ø-kuller.
Vejene til Olbia var overvejende OK, og det sidste stykke var motorvej. Men det stormede en ½ pelikan, så det var med at være på dupperne hele tiden. Camperen teede sig som en unghest på en græsmark, og Jytte måtte opgive at se en gravplads på en åben mark, for hun kunne ikke holde balancen i den stærke storm.
Der var en autocamperplads i havnen, jfr. CamperContact, men vi holdt fint på den parkeringsplads, vi var kørt ind på, da vi ville høre om billetter. Jytte spurte én af mændene om det var OK, at sove der – vi holdt i meget lys mellem nogle personbiler,(N40°55’22,8’’ Ø009°31’13,0’’) hvor vi ragede godt ud og op – og det sagde han, at det var. På klart italiensk! Om aftenen fulgte Lejf opmærksomt med i alt det, der skete udenfor vinduerne: Transporter af containere, mænd, der vinkede rundt med lastbiler med alle mulige ting og sjove udsmykninger, lastbiler der parkerede i køerne på tværs foran os. Der var et liv!! Men kl. ca. 23 blev der stille.
Vi var klar til afgang fra Sardinien d. 4. marts kl. 8.30, og blev sendt lidt rundt på havnearealet før vi kom ind på færgen, hvor vi først kørte på det nederste dæk, så Lejf måtte vende bilen 2 gange mellem gule jernstolper, og derpå op ad rampen, hvor han igen måtte vende rundt og bakke på plads. Der var 2 andre campere med om bord.
Prisen for overfart var incl. en kahyt, og Jytte fik glæde af et FDM- medlemskort, da hun forhandlede prisen med Grimaldi – det gav vist 20% rabat. Vi tog til Livorno, for derfra ville vi videre sydpå til Rom.
Færgen fra Grimaldi var ikke så flot udvendig som Moby´s (se nedenfor), men indvendig var den nydelig.
Vi fik vores kahyt, der var med havudsigt, bad og et lille bord – men kun lidt varme (syntes Lejf). Trods nattens storm, var det var næsten havblik, og sejladsen var helt stille. Men vi hørte fra besætningen, at det havde været en hård overfart i nattens løb, og færgen var oversprøjtet med saltvand overalt – også på bildækket, så det var godt, at vi ikke var med – det havde ikke været sundt for camperen.
Jytte opdagede lige før afgang at der var gratis WI-FI, så hun hang til det sidste med computeren på øverste dæk – på et bord med et tykt lag salt. Vi brugte turen på ca. 5 timer til en god slapper, til at få skrevet rejsehistorie i kahytten, spise i restauranten og til at drøne rundt på færgen og opleve livet dér.
Middagen i tag-selv restauranten var glimrende, ca. samme pris som dén på Korsika færgen, men langt bedre. Da vi gik rundt på båden bagefter og rystede maden ned, mødte vi 2 rare unge mænd ved receptionen. Vi fortalte om vores oplevelse af Korsika i autocamper, og det havde de hørt ofte før. Den ene var fra Napoli, og da han hørte, at vi ville køre fra Livorno til Rom og så ikke vidste hvor vi ville hen bagefter, anbefalede han os stærkt at tage en tur til Napoli.
Vores konklusion er, at Sardinien absolut er et besøg værd – vældig søde mennesker, og spændende natur og historie! Her var der godt at være!
Vi fortsætter følgetonen senere – for vores oplevelser i Rom var ikke mindre spændende.
0006-Lejf og Jytte
