OPDATERET:
I det oprindelige opslag skrev vi at bortfald af politiets samtykke ville resultere i at private ville skilte i vildskab og at det ville blive helt galt på private veje, hvor private lodsejere fremover selv skulle kunne læse og tolke dansk lovgivning, uden politiets vejledning og samtykke.
Dette er ikke korrekt. I forbindelse med udarbejdelse af vores høringssvar blev det klart at politiets fortsat skal samtykke til privates skiltning. Dette er nu rettet.
2026 kan blive året hvor de danske autocamperbilister kan få det rigtigt svært i Danmark!
Julen står for døren og langt om længe er der faldet lidt ro på debatten om, hvor autocamperne må parkere i Danmark.
Sommeren har været præget af en vedholdende smædekampagne mod autocampere og Plan- og Landistriktsstyrelsens rapport til Minister Morten Dahlin har tilsvarende fyldt utroligt meget i den offentlige debat.
På de sociale medier har de samme budskaber været delt igen og igen – hvor vigtigt det er der laves nye regler for autocamperpladser i Danmark, på trods af at DFAC allerede har belyst at dette kan ske inden for de eksisterende regler.
Nu har Morten Dahlin så på FLID´s årsmøde bekendtgjort, at autocamperne også hører til på havnene i fremtiden. Dermed kunne man jo mene at krigen var vundet – men det er den desværre ikke – langt fra.
Det store, og meget entydige, fokus på at få ændret reglerne for betalingspladser i Danmark – hvad enten det er i havnene, på kommende autocamperpladser eller for de eksisterende campingpladser – har totalt overdøvet det faktum, at der er meget stor risiko for, at det i fremtiden kan blive rigtigt svært at finde et sted at parkere om natten – hvis ikke det skal foregå på en betalingsplads.
Manglende fokus på det som gør rigtigt ondt.
Lige før jul 2024 blev der, af Transportministeriet, fremsat et lovforslag som skulle fjerne politiets samtykke i forbindelse med skiltning. Formålet var at spare et antal årsværk i politiet.
Den gang mødte forslaget stor modstand, som resulterede i, at lovforslaget i starten af 2025, blev trukket tilbage på ubestemt tid.
kvaliteten i Vejmyndighedens (kommunernes) arbejde vil falde markant og at private grundejere vil skilte i vildskab
DFAC
Her i starten af december måned 2025 er forslaget så dukket op igen. Høringsfristen er 7. januar og lovforslaget foreslås at træde i kraft 1. maj 2026.
Af høringsbrevet fra Transportministeriet fremgår følgende:
” I lovudkastet indgår ændring af flere bestemmelser i færdselsloven og privatvejsloven med henblik på, at politiet som udgangspunkt ikke længere skal inddrages i vejmyndighedens beslutninger om indførelse af færdselsindskrænkninger og lokale hastighedsgrænser.”
Færdselsindskrænkninger kan f.eks. være et parkeringsforbud for autocampere – med eller uden tidsbegræsning.
De regler i færdselsloven, og reglerne om vejafmærkning, som vejmyndigheden skal overholde ændres ikke. Det er alene politiets samtykke som falder bort.
Manglende indsigt i reglerne.
Der er i dag meget stor forskel på hvordan Politiet administrerer deres samtykke. Nogle politikredse vurderer om den ønskede skiltning lever op til færdselslovens krav, kravene i vejafmærkningsreglerne og de generelle krav om saglighed i forvaltningen. Andre politikredse går ud fra, at den vurdering sker i kommunen, som er vejmyndighed.
I lovforslaget forudsættes det, at alle kommuner fremover vil have tilstrækkelig indsigt i alle disse krav, men DFAC vurderer at det ikke vil være tilfældet, da der allerede i dag opleves stærkt kritisabel forbudskiltning mod autocamperbilister.
Det bliver det vilde vesten.
Det er svært at forudse hvad der vil ske hvis politiets samtykke – og dermed kvalitetssikring – falder bort.
I DFAC forudser vi, at kvaliteten i Vejmyndighedens (kommunernes) arbejde vil falde markant.
Vi kan frygte, at antallet af skilte med ”Parkering forbudt for Autocampere”, vi vil se i sommeren 2026, alene afgøres af, hvor mange skilte producenterne kan levere.
Mange af skiltene vil formentlig være ulovlige, men med bortfald af politiets samtykke, bliver der ganske enkelt for kort fra en hurtig indskydelse til der er skiltet et forbud.
Vores retssikkerhed er truet
I mange af de sager hvor DFAC har fået fjernet ulovlig skiltning – f.eks. på hele Rømø – er det sket ved at DFAC har fået politiet til at revurdere deres samtykke til den pågældende skiltning.
Denne mulighed bortfalder, hvis først kravet om samtykke, er skrevet ud af loven.
Det er DFAC´s klare opfattelse, at man i stedet for at fjerne Politiets samtykke skal styrke Politiets indsats, så der alle steder sker en reel vurdering af om skiltning sker i overensstemmelse med lovgivningen.
DFAC afgiver et høringssvar – hvor mange skal vi repræsentere?
I januar 2025 var DFAC den eneste autocamperforening i Danmark som indsendte et høringssvar om bortfald af politiets samtykke.
DFAC vil også afgive et høringssvar til det nye lovforslag, men spørgsmålet er hvor mange danske autocamperbilister vi skal repræsentere.
Det er her nødvendigt at være hudløst ærlig.
Det her er et af de største angreb på autocamperbilisters retssikkerhed og når man indsender høringssvar, er det ikke lige meget om man repræsenterer 1000 eller 5000 medlemmer. Jo flere medlemmer – jo større gennemslagskraft.
Autocamperpolitisk arbejde er ikke kun at sikre muligheden for, at der etableres nye betalingspladser – det er også det lange seje træk for at sikre at vores rettigheder ikke forringes – bid for bid.
Her står DFAC stærkt – vi er den forening, der selvstændigt udfører det mest omfattende juridiske og politiske arbejde for autocamperfolket.
Hvor skal du kunne parkere i 2026 – Hvem repræsenterer dig – styrk vores mandat – Bliv medlem her. Det koster 100 kr. i indmeldelsesgebyr og 100 kr. om året. Så for kun 200 kr. – mindre end en enkelt overnatning på en campingplads – får du en stemme i kampen for autocamperbilisters frihed og ligestilling.
Har du brug for at vide mere om DFAC, så læs mere her Velkommen til DFAC – Danmarks Frie AutoCampere | DFAC



