Nye regler rammer danske autocamperejere på bagkant.
Motorstyrelsen har ændret reglerne for indregistrering af autocampere, så det er blevet dyrt ikke at kunne fremvise det såkaldte COC-dokument (Certificate of Conformity) ved registrering – og nu mærkes konsekvenserne.
Tidligere smuthul gav lavere afgift
Indtil årsskiftet kunne forhandlere med fordel indregistrere autocampere uden COC-dokumentet.
Ved syn blev det ofte oplyst, at dokumentet var bortkommet, hvilket resulterede i en lavere ejerafgift end den korrekte.
Ifølge branchekilder blev denne mulighed udnyttet i stor stil af mærkeautoriserede forhandlere og mange ejere står nu med et økonomisk problem.
Motorstyrelsen går baglæns i registreringerne
Med regelændringen har Motorstyrelsen ikke blot lukket smuthullet – styrelsen er også gået i gang med at gennemgå alle autocampere, der tidligere blev indregistreret uden COC-dokument.
I langt de fleste tilfælde har det for Motorstyrelsen været muligt at fremskaffe det korrekte dokument, og det betyder, at afgiften nu reguleres til det niveau, der oprindeligt skulle have været betalt.
Flere ejere har allerede modtaget breve om ændret afgift, og enkelte har fået opkrævninger med tilbagevirkende kraft. Det gælder primært autocampere indregistreret fra og med 2021, men DFAC har ingen indikation af, hvor langt tilbage styrelsen vil gå.
Kan forhandlerne gøres ansvarlige?
Om forhandlerne kan holdes ansvarlige, er uklart. Det er umuligt at vurdere, om der har været tale om overlagt snyd, men praksis med manglende COC-dokumenter har givet en økonomisk fordel, som nu er fjernet.
Hvad betyder det for dig?
Står du for at skulle købe autocamper, så skal du være opmærksom på, at du ikke nødvendigvis kan få samme afgift som den tidligere ejer. Du skal her specielt være opmærksom, hvis afgiften er lavere end på tilsvarende sammenlignelige biler
Har du derimod allerede en autocamper men sidder med en følelse af, at du betaler mindre i afgift end andre gør for tilsvarende biler, så kan du være i risiko for at få ændret din afgift.
DFAC har indtil videre set eksempler på, at den årlige afgift er steget med op til 5000 kr. om året, men nogle vil formentlig opleve endnu større stigninger.
Fremover er COC-dokumentet, eller tilsvarende dokument, en uundgåelig del af registreringsprocessen.



