Hovedformålet med DFACs frivillige arbejde er, at turister i autocamper skal føle sig lige så velkomne i Danmark, som vi danske autocamperbilister gør det, når vi er turister i udlandet. Det arbejde har mange aspekter.
DFACs artikler fortæller ofte om de juridiske arbejder og resultater, som vi opnår på autocamperbilisters vegne, mht. lovgivning, skiltning, afgifter, høringssvar, foretræde for folketingets udvalg, klager, breve og afgørelser. Alt sammen væsentlige elementer, der er nødvendige og som går forud for opfyldelsen af vores mål.
Lidt i baggrunden arbejder medlemmer lokalt med at etablere – eller pege på – områder, der er særligt velegnede til autocamperes parkering.
DFAC arbejder primært for P-pladser hvor der kan parkeres på lige fod med andre bilister i byen, for det er her autocamperturister kan støtte byens forretningsliv, cafeer, restauranter og attraktioner.
Det tager tit flere år fra den første henvendelse til en kommune om at inkludere autocamperturister – og autocamperbilister i – planlægningen, til vi er i mål med et antal P-pladser i autocamperstørrelse.
Kontakten indledes ofte ved, at DFAC henvender sig om et forbudsskilt, hvorpå samarbejdet udvikler sig. De fleste kommuner vil gerne kunne rumme autocamperturismen, når vi har vist hvor stor omsætning autocamperturisterne lægger lokalt. Med gode tips og ideer fra DFACs lokale medlemmer kan kommunen komme videre og etablere P-pladser og faciliteter til vores store personbiler.
Haderslev er et godt eksempel på et meget langvarigt træk fra DFACs side, som begyndte i 2017 på grund af et skilt på Honnørkajen. Skiltet kunne DFAC ikke gøre noget ved, fordi området var privat ejet – af kommunen. Den sag gjorde os klogere, og skiltet er nu væk – fordi der er bygget lejligheder på området.
Lige siden har entusiastiske DFAC medlemmer holdt kontakt og møder med kommunens forvaltning og politikere, og drøftet flere placeringer af pladser til autocampere. En lokal ”træfgruppe” har holdt flere medlemstræf i Haderslev by og på Hejsager strand i god forståelse med forvaltningen.
I november 2023 kom ”træfgruppen” igennem med, at der skulle etableres parkering for autocampere på 3 områder i Haderslev by, hvilket endelig blev konfirmeret på Teknik og Klimaudvalgets møde i april 2024.
Her blev områderne Saltlageret v. Haderslev Havn, Borgervænget /Klostervænget og Filosofgangen præsenteret og vedtaget, og pladserne blev hurtigt kendte blandt autocamperfolk.
I februar 2025 præsenterede ”træfgruppen” ved et møde med kommunen flere ideer til autocamperes parkering rundt om i kommunen, og i sommeren 2025 åbnede kommunen et område med plads til 7 autocampere på Hejsager Strand ved brag af et ugelangt træf i august 2025
Alle pladserne er gratis at benytte og er reserverede til autocamperes parkering.
Haderslev kommune indkaldte ”træfgruppen” til møde d. 28. oktober, her blev også AutoCamperRådet inviteret med. Emnet var DFACs forslag til yderligere pladser rundt om i kommunen og DFAC delte efterfølgende erfaringer og ”best practices” fra andre kommuner, som blev en del af grundlaget for beslutningen i Teknik- og Klimaudvalget d. 1. december:
”Det anbefales, at der arbejdes proaktivt for at etablere pladser i henhold til turismepolitikkens udpegede områder.”
En stor – men lidt forsinket – tak til kommunen for denne positive tilkendegivelse og for at lytte til vores lokale medlemmer. Vi fortsætter naturligvis samarbejdet om pladser rundt om i kommunen og arbejdet hen mod at få etableret faciliteter til autocampere.
Også tak til AutocamperRådet for at deltage konstruktivt i mødet d. 28. oktober og for at være med til at sprede de gode nyheder om resultaterne af DFACs arbejder i Haderslev.
Flere begejstrede indlæg i flere autocampergrupper på Facebook har noteret udviklingen og vi glæder os over at nyheden også er nået til Tyskland, hvor Der Nordschleswiger har bragt en artikel om Haderslev kommunes nye P-områder til autocampere.
——————–
Link Haderslev kommunens referat 1. december 2025: https://dagsordener.haderslev.dk/vis?id=8b030edc-6c4a-4e76-814b-41e8f2920c7a&fritekst=autocampere&punktid=3e081af8-e88b-49fe-b10a-17dcc679b4e7
Link Der Nordschleswiger: https://www.nordschleswiger.dk/de/nordschleswig-hadersleben/leth-schmidt-sieht-weiteren-nachholbedarf-bei-wohnmobiltourismus



