DFAC medlemsfordel – Få styr på afgiften?
Som de fleste formentlig er bekendt med, er det endelig lykkedes DFAC at få ændret Synsbekendtgørelsen pr. 1. juli 2025 – som lovet af skatteministeren i december 2023.
Arbejdet har været langvarigt og komplekst og hvis du vil danne dig et overblik over forløbet, kan du gøre det her: COC Arkiv | DFAC].
I DFAC vurderer vi, at nogle af vores medlemmer er kommet i klemme afgiftsmæssigt i perioden fra den nye afgiftslovs ikrafttræden 1. januar 2025 og frem til nu.
Det gælder i tilfælde, hvor en ny autocamper ikke har oplysninger om brændstofforbrug eller CO₂-udledning i sit COC-dokument.
I sådanne tilfælde bliver afgiften i stedet beregnet ud fra en formel – en beregning, som ofte resulterer i meget høje årlige afgifter.
Dansk Autocamper Import (DACI) har tilbudt at hjælpe berørte DFAC-medlemmer med at finde oplysninger på en sammenlignelig autocamper. Disse oplysninger stilles gratis til rådighed for medlemmerne.
Dokumentationen medbringes ved et nyt syn, hvor forbruget nu kan registreres, sådan som det er muligt i den reviderede synsbekendtgørelse fra 1. juli 2025.
Alle synshaller er orienterede om denne mulighed.
Så hvad gør du, hvis du er ramt?
Har du importeret eller købt en ny, eller næsten ny Euro 6-autocamper, der er førstegangsregistreret efter 1. januar 2025 – og har den en urimelig høj årlig afgift (typisk over 15.000-16.000 kr.), fordi COC-dokumentet mangler oplysninger om brændstofforbrug eller CO₂-udledning – så send en kopi af din registreringsattest (Del 1) og COC-dokument til: info@dfac.dk.
Husk at oplyse dit medlemsnummer.
Når vi i DFAC har gennemgået dine dokumenter, får du svar fra os.
Herefter overtager du selv kontakten med DACI. Det foregår ved, at du også her sender kopi af registreringsattest og COC, og modtager et COC-dokument på en tilsvarende autocamper – men med de nødvendige oplysninger. Dette COC tager du med til syn, og bagefter søger du Motorstyrelsen om tilbagebetaling af den for højt betalte afgift.
Du kan se, hvordan du gør, på DFAC’s hjemmeside.
DFAC arbejder i øvrigt sammen med Motorstyrelsen om at etablere en løsning, så man fra efteråret 2025 selv kan finde oplysninger om en sammenlignelig autocamper, der kan bruges ved syn, hvis COC-dokumentet mangler tilstrækkelige data.
Vi informerer nærmere om dette, når det er klar.



