Hvor må jeg køre? Euro normer

 

Miljøzoner! Euro Normer!

Hvor må jeg egentlig køre?

Der har i den sidste tid været stigende fokus på miljø zoner og Euro normer, og en del er i tvivl om hvad det betyder for dem med netop den bil de kører i. DFAC medlem 0011-John Ahrenkiel har forsket lidt i emnet og har for DFAC lavet denne artikel som informerer lidt om hvad der er hvad. 

EURO normer for dieseldrevne personbiler (M1)

Vi vil i det følgende kigge lidt på EURO normer. Hvad betyder det? Hvordan ser jeg min EURO norm? Hvilken betydning har det, for min kørsel i ind og udland?

Hvorfor blev EURO normen indført?

En dieselmotor udleder forskellige skadelige stoffer gennem udstødningen, og for at modvirke skadernes omfang, er der gennem årene indført stramninger til bilfabrikkerne. Fabrikkerne har haft mere end svært ved at følge med lovgivningen, og den ene lappeløsning efter den anden er fulgt med. Her ved udgangen af 2018 hedder normen EURO 6, og kravene er ganske skrappe, og hvis de overholdes, ser det ganske fornuftigt ud. Desværre viser målinger at kravene slet ikke opfyldes efter hensigten, men mere herom senere.

Hvilke udledninger er der tale om?

CO2 er en fast bestanddel ved forbrænding af benzin og dieselolie, og det er ikke muligt at reducere det. CO2 udledningen er direkte afhængig af forbruget.
Partikler (sort røg) kan reduceres ved hjælp af partikelfiltre.
NOX, som er en fællesbetegnelse for NO og NO2 (kvælstofilter), der dannes ved iltoverskud i motoren. Det er en skarp balancegang, da en dieselmotor kører bedst med iltoverskud, i modsætning til en benzinmotor, hvor luft/benzin blandingen skal være 14,7 kg luft til 1 kg benzin.
Jeg vil ikke her komme ind på de tekniske løsninger, blot konstatere, at det er en udfordring for konstruktørerne.
Kulilte, udledningen er ret beskeden fra en dieselmotor, og det klares med en katalystor.
De store skurke er Partikler og NOX.

Grænseværdier for Partikler

For at få typegodkendt en bil, skal fabrikken opfylde nogle krav til partikeludledning, gennem en test på rullefelt. Når bilen er typegodkendt, bliver den ved hvert syn udsat for en såkaldt røgtest.
Et eller andet sted i bilen, sidder der et skilt med netop dens grænseværdier for røgtesten.
Røgtesten, der foretages i synshallen, foregår under fri acceleration ved at man foretager nogle gasstød. Denne test er ikke særlig meget værd, men dog bedre end ingenting.

Grænseværdier for NOX

Forholdet mellem NOX grænseværdier EURO 1 til 6
NOX bliver ikke for nuværende kontrolleret i bilens levetid.

EURO normers ikrafttræden

Euro1 er obligatorisk for køretøjer, som indregistreres første gang fra og med 1. januar 1993.
Euro2 er obligatorisk for køretøjer, som indregistreres første gang fra og med 1. januar 1997.
Euro3 er obligatorisk for køretøjer, som indregistreres første gang fra og med 1. januar 2001.
Euro4 er obligatorisk for køretøjer, som indregistreres første gang fra og med 1. januar 2006.
Euro5 er obligatorisk for køretøjer, som indregistreres første gang fra og med 1. januar 2011.
Euro6 er obligatorisk for køretøjer, som indregistreres første gang fra og med 1. september 2015.
OBS: Der er givet dispensationer for enkelte modeller EURO 5 til at kunne sælges efter 1. september 2015.

Man kan således ud fra vognens registreringsattest se hvilken EURO norm den opfylder som minimum. Normen kan i nogle tilfælde være højere, da nogle bilfabrikanter har været på forkant med udviklingen. I disse tilfælde skal man have fat i typegodkendelsen, for at fastslå normen.

Miljømærker

En del europæiske lande har indført såkaldte miljøzoner, hvor kun biler som opfylder visse betingelser må køre. Det er typisk store byer og områder med meget luftforurening.
Desværre er det en jungle at finde rundt i, for selv om man er enige om EURO normer, er man ikke enige om mærkning af køretøjer.

Hvis din autocamper er EURO 1 eller 2, så glem alt om at skaffe mærker, for de må ikke køre nogle i nogle miljøzoner.

EURO 3 må heller ikke køre i ret mange miljøzoner længere, men de kan opgraders til EURO 4, ved at eftermontere et godkendt partikelfilter og en katalysator, hvis ikke den har det i forvejen.

EURO 4 og 5 kan i Tyskland opgraderes til EURO 6 ved at eftermontere en SCR katalysator med Add Blue og partikelfilter. En ombygning til ca. 3500 €, som kan godkendes i Tyskland.
I skrivende stund ved vi ikke om ombygningen kan godkendes i Danmark, men vi vil følge op det. For nuværende er det mange penge, for at få lov at køre ganske få steder, men med tiden kan det blive aktuelt.

Der findes en APP der hedder “Green Zones”, hvor alle byer er angivet, og hvor man kan se reglerne for den enkelte by.

Hold øje med skiltene

Lad os kigge på nogle af landene:

Tyskland:
For at køre i tyske miljøzoner, skal man have et miljømærke, der er klæbet fast på forruden med påtegning af registreringsnummeret. Det gælder derfor kun så længe bilen har dette nummer.
Mærket kan købes i danske synshaller, og hos TÛV i Tyskland.
Man skal blot fremvise registreringsattesten får at få det pågældende mærke. Det er uden betydning hvordan bilen forurener på det pågældende tidspunkt.
OBS: I en del byer, er det tilladt at køre til og fra de lokale campingpladser og Stellpladser uden miljømærker. Spørg evt. campingpladsen om dette inden besøget.
Læs mere her: https://www.reisemobil-international.de/umweltzonen/

 

 

Frankrig:

Frankrig har samme regler som Tyskland med hensyn til miljømærker.
De skal bestilles over nettet på denne side: https://www.certificat-air.gouv.fr/en/
Mærket koster knap 4€ incl porto.
Mærket kan ikke købes i Frankrig, kun via internettet.

Belgien:

Har kun 3 miljøzoner blandt andet Antwerpen og Bruxelles.
Man skal ikke have et fysisk mærke, men blot registreres via en hjemmeside:
https://www.slimnaarantwerpen.be/en/LEZ
Det er gratis, men efter 1. januar 2020 kommer der afgift på EURO 4.

 

Følgende lande kan lejlighedsvis indføre miljøzoner:
Ungarn (Budapest)
Spanien (Barcelona)
Norge (Oslo)
Fælles er at forbuddet gælder for dieselbiler før EURO 4.

Danmark:
Autocampere kategoriseres som M1, også selv de er over 3500kg, og er derfor ikke omfattet af miljøzonerne.

Italien:
I Italien er der miljøzoner i nogle bydele, som kræver særlig tilladelse, men den udstedes kun til de lokale.

Østrig:
Miljøzoner i Østrig gælder indtil videre kun lastvogne. Så autocampere M1 skal ikke have miljømærke.

Hvad sker der i fremtiden?

Der er ingen tvivl om at reglerne skærpes, og at der kommer flere miljøzoner, men som det ser ud i 2018, kan man køre næsten overalt i Europa med en EURO 4 diesel.
Vi vil nok se bydele, der i perioder, eller permanent, bliver forbudt for dieselkøretøjer ældre end EURO 6.

Kilder:
FDM
green-zones.eu
crit-air.fr
umwelt-plakette.de
slimnaarantwerpen.be/en/LEZ
carkeys.co.uk
Miljøstyrelsen
Reisemobil International

Hvis man er i tvivl bør, man selv undersøge forholdene f.eks på kildelistens hjemmesider.

Husk også appen Green-Zones, som jeg formoder bliver opdateret løbene.

Med venlig hilsen John Ahrenkiel

DFAC Camperservice: Find en tømmestation

Klik her for et interaktivt kort over tømmestationer i Danmark.

februar

22feballdayFerie for Alle 2019

Sikkerhedscertificat

SiteLock

X